Politiets razzia og dramatiskefremlæggelse af ‘beviser’ i er en importeret britisk undertrykkelsesmodel. Her plejer politiet at ransage aktivisters tilholdsteder og konfiskere trivialiteter eller ting aktivister allerede har sagt at de vil bruge. Under sidste sommers KlimaCamp førte det til konfiskering af aktivisters køkken-udstyr, brætspil og løbesedler.
I Ragnhildgade er der ting der skal bruges til Civil Ulydighed. Ting der muligvis generer politiet, men ikke ting der er voldelige eller kan gør ondt på nogen. Når politiet så udsender pressemedelelser de fleste medier ukritisk gør til forsidehistorier om “kampudstyr” eller “malingbomber” dækker det over vandballonner med maling og polstrede skjolde. Ting der næppe gør ondt på en kampklædt betjent og langt mere væsentligt - ting ingen aktivister nogensinde har lagt skjul på ville kunne forekomme.
Formålet med ransagningerne har selvfølgelig intet med kriminalitet at gøre. Efter to pinlige fadæser hvor overtrætte betjente har lavet uretmæssige ransagninger og anholdelser af både aktivister og arabere med forkerte navne har de brug for en god historie. En historie der retfærdiggører at sætte en by i undtagelsestilstand og de nye magtmidler de har fået til rådighed. Hvad kunne så være bedre end en afsløring af et våbenlager. For slet ikke at snakke om det positive biprodukt at ingen lytter til demonstranterne eller deres politiske budskaber længere. Nu handler forsiderne om hvor voldeligt det bliver og ikke om hvorfor demonstranterne gør som de gør. En situation både politi og politikere drager fordel af.
Ingen medier spørger sig selv eller politiet det meget mere væsentlige spørgsmål. Hvis politiet virkelig HAVDE fundet noget der var rigtig farligt ville de nok ikke risikere at ødelægge bevismaterialet ved at fremlægge det for pressen 6 timer efter konfiskeringen. Som vi så det igår spiller politiet altid med meget lukkede kort når de tror det handler om terrorisme. De remedier politiet har fundet er ikke engang værd at undersøge for fingeraftryk. Et spil for galleriet som hele pressen lapper i sig. En afsløring af det som aktivisterne hele tiden har sagt de ville og en historie der endnu engang får et poltiisk spørgsmål reduceret til snak om politi og vold.