Så er jeg flyttet til modkraft. Det er ikke fordi jeg har noget imod Urban. Det passer lissom lidt bedre at være på et venstreorienteret nyheds-site når man er en radikal tænker.
Håber i vil læse ting der. Her er linket til mit første indlæg men nok langt fra det sidste: http://modkraft.dk/spip.php?article14122
Så skal medierne ud og finde endnu en forhadt arbejdsgruppe og spionere dem for fejl. Hvem trækker vi op af huen.
Svaret er *trommehvirvel* Hjemmehjælperne!
Som en lille ekstra bonus vil danskerne altid elske den slags afsløringer fordi det lindrer vores kollektive dårlige samvittighed over aldrig at besøge vores gamle i første omgang. Men nu ruller afsløringsbølgen. Hjemmeplejerne snyder med deres elektroniske fodlænker der ellers sikrede et stressende arbejdsmiljø funderet på kontrol frem for tillid.
Politikernes ringer hjem fra deres ferier for at konkurrere om hvem der kan bedst straffe de skyldige i dette svigt. Ironisk nok får politikerne ødelagt deres ferie af det faktum at de har ferie. Medierne havde næppe brugt forsider og halve nyhedsudsendelser på dovenskab hvis bare de havde noget politik at dække i første omgang.
Hjemmeplejen er i forvejen en af de mest utaknemmelige fagområder med en ringe løn. Som i mange andre brancher er tiden blevet mere presset med effektiviseringskravet. Det er ikke længere op til den enkelte ansatte selv at vælge hvor meget tid man vil bruge hos den enkelte klient, men opgaverne er delt ind i systemer der ikke altid er tilpasset virkeligheden der igen bidrager til et hårdere psykisk arbejdsmiljø. Branchen opdrager til at det vigtige ikke er at tilfredsstille de ældre de arbejder med, men i stedet at tilfredsstille elektroniske kontrolmekanismer.
Det ville være rart om afsløringerne kunne bidrage til at kvaliteten i hjemmeplejen blev hævet. Og folk skal selvfølgelig gøre det stykke arbejde de bliver betalt for. Problemet er at afsløringer som disse ikke vil ændre noget vil roden til problemet. De ansatte vil nu blot få endnu mere kontrol de skal undvige og tilfredsstille til og endnu mindre tid til den enkelte klient.
This is my toilet. There are many like it. But this one is mine.
Wikileaks har netop offentliggjort en video det amerikansk ikke vil have du skal se. Videoen der er optaget fra en helikopter viser soldater-mentaliteten fra sin værste side samt nedskydningen af adskillige civile irakere og to journalister. Offentliggørelsen kommer blot en uge efter nyheden om at amerikansk efterretningstjenester ville lukke siden udfra argumentationen om at den var til fare for de amerikanske soldaters sikkerhed.
Sandheden er altid et problem for enhver krigsførende nation. Krig er ALDRIG en pæn affære og den eneste grund til at befolkningen i Danmark og USA kan acceptere at den finder sted er at den sker så langt væk.
Wikileaks bringer en side af krigen der står i skarp kontrast til det vi ser gennem de medier, der af nødvendighed samarbejder med militæret for at få deres billeder. Det vi ser hver dag i nyheder og dramatiserede pseudo-dokumentariske reproduktioner er alt sammen hvad vores militær ønsker at vi skal se. Derfor er det mere krigens omdømme wikileaks bringer i fare end soldaternes sikkerhed.
Videre læsning:
Se den lækkede video døbt Collateral Murder: http://collateralmurder.com/
Artikel fra The Guardian: http://www.guardian.co.uk/world/2010/apr…
Modkraft: Efterretningstjeneste vil stoppe whistle-blowers på nettet: http://modkraft.dk/spip.php?article12969
Formanden for Københavns politiforening Claus Oxfeldt opfordrer Rigmor Zobel til at klage over sin behandling. Samtidig bliver DR beskyldt for ukritisk journalistik og for mikrofonholderri når de bare lader Zobel sidde der og sige grimme ting om politiet. Men den kritiske journalistik er besynderligt når det gælder politiet. Hvornår blev en Claus Oxfeldt sidste ‘gennembanket’ af en kritisk journalist? Hvorfor flyver de kritiske spørgsmål ikke op HVER gang en politimand siger at nogen ‘bare kan klage’? Hvad hjælper det at klage? Hvis Rigmor Zobel er blevet afhørt med ufine tricks hvad er hendes chancer i retsystemet så?
Jeg er personligt bedøvende ligeglad med hvor meget kokain de kendte sniffer. De fleste tabloidlæsere ved efterhånden at det er noget de ynder at gøre. Det er efterhånden ikke nyheder mere. Jeg finder det til gengæld rigtig interessant at finde ud af hvad for et politi vi har i Danmark. I kraft af at være kendt har Rigmor Zobel en chance for at få pressen til at høre hvad der sker i politiets forhørslokaler. Noget dem der har været i kløerne på politiet sjældent har. Hvis chefredaktører landet over savner kritiske spørgsmål, hvad så med at starte med at stille et par til politiet?
Hvorfor har politiet overhovedet en interesse i at blande sig i en kriminels ytringsfrihed? Når nogen klager over politiet er standardsvaret altid at de ikke vil udtale sig om en uafgjort sag. Hvorfor gælder det princip kun når pressenvinden er dem imod?
Hvor tit har pressen ikke været ukritisk mikrofonholder fra politifolk når de uimodsagt forklarer deres syn på en sag eller et hændelsesforløb? Hvor tit får politiets klienter deres syn på sagen igennem mediemuren? Det Danske Politi kunne give masser af arbejde til kritiske journalister i Danmark. Bare kom i gang!
Bare fordi en større idiot prøver, at slå Kurt Westergaard ihjel, bliver Kurt ikke mindre idiot af det.
6500 betjente er i byen i dag. Med hyper avanceret overvågning, et kontinents bedste efterretninger, helikoptere og nye kommunikationskanaler. Og så anholder den forkerte sorte blok. Jeg så dem der kastede sten foran mig. Jeg så ingen organiseret blok eller samlet masse bevæge forbi mig, og politiets indgreb skete bag mig. Ergo har politiet anholdt en flok som ikke er identisk med den der kastede ting efter dem.
Der fandt ikke nok ballade sted til at retfærdiggøre anholdelsen af over 900 demonstranter tage deres mulighed for at ytre sig fra dem. Alle de uretmæssigt anholdte, deres venner og familier har i dag mistede tiltroen til det danske demokratiet og retsystemet. De tusinde internationale aktivister ved nu at de ikke skal regne at deres rettighedder vil blive respekteret af det danske politi. De ved at de kan blive anholdt og straffet uanset om de selv kaster med flasker eller om de bare går i demonstration med nogen der har.
De hundredevis af kvinder politiet har udsat for blærebetændelse ved at sætte dem imobile på jorden i timevis vil nok være lidt hurtigere til at løbe når politiet nærmer sig næste gang. De vil være lidt mindre villige til at gøre hvad ordensmagten siger og have lidt mindre at miste ved at bryde loven.
Hvis konfrontationerne tager til de næste par dage er det et symptom på et system der med uretmæssige frihedsberøvelser, vold og magt forsøger at lukke munden på dem magthaverne ikke vil lytte på.
Man kan ikke fange 50 stenkastere ved at anholde 900 mennesker. Men man kan give 900 mennesker og alle deres venner forståelse for stenkastere og en lyst til at gøre oprør mod et uretfærdigt system.
Politiets razzia og dramatiskefremlæggelse af ‘beviser’ i er en importeret britisk undertrykkelsesmodel. Her plejer politiet at ransage aktivisters tilholdsteder og konfiskere trivialiteter eller ting aktivister allerede har sagt at de vil bruge. Under sidste sommers KlimaCamp førte det til konfiskering af aktivisters køkken-udstyr, brætspil og løbesedler.
I Ragnhildgade er der ting der skal bruges til Civil Ulydighed. Ting der muligvis generer politiet, men ikke ting der er voldelige eller kan gør ondt på nogen. Når politiet så udsender pressemedelelser de fleste medier ukritisk gør til forsidehistorier om “kampudstyr” eller “malingbomber” dækker det over vandballonner med maling og polstrede skjolde. Ting der næppe gør ondt på en kampklædt betjent og langt mere væsentligt - ting ingen aktivister nogensinde har lagt skjul på ville kunne forekomme.
Formålet med ransagningerne har selvfølgelig intet med kriminalitet at gøre. Efter to pinlige fadæser hvor overtrætte betjente har lavet uretmæssige ransagninger og anholdelser af både aktivister og arabere med forkerte navne har de brug for en god historie. En historie der retfærdiggører at sætte en by i undtagelsestilstand og de nye magtmidler de har fået til rådighed. Hvad kunne så være bedre end en afsløring af et våbenlager. For slet ikke at snakke om det positive biprodukt at ingen lytter til demonstranterne eller deres politiske budskaber længere. Nu handler forsiderne om hvor voldeligt det bliver og ikke om hvorfor demonstranterne gør som de gør. En situation både politi og politikere drager fordel af.
Ingen medier spørger sig selv eller politiet det meget mere væsentlige spørgsmål. Hvis politiet virkelig HAVDE fundet noget der var rigtig farligt ville de nok ikke risikere at ødelægge bevismaterialet ved at fremlægge det for pressen 6 timer efter konfiskeringen. Som vi så det igår spiller politiet altid med meget lukkede kort når de tror det handler om terrorisme. De remedier politiet har fundet er ikke engang værd at undersøge for fingeraftryk. Et spil for galleriet som hele pressen lapper i sig. En afsløring af det som aktivisterne hele tiden har sagt de ville og en historie der endnu engang får et poltiisk spørgsmål reduceret til snak om politi og vold.
Jeg synes det er lidt underligt hvordan medierne og danmark går op i OM der kommer en aftale.
En aftale er nogle parter der bliver enige om at GØRE noget.
En politisk aftale er at nogen bliver enige om at mene noget.
En stærk politisk aftale må være at mene noget meget, men stadig ikke gøre det.
Har jeg misforstået noget eller er COP15 ikke så meget at råbe hurra for?
For seks måneder siden proklamerede Connie Hedegaard optimistisk, at “failure in Copenhagen is not an option”. Nu lader det imidlertid til, at det papir, som verdens ledere kommer til at underskrive under COP15, ikke er værd at fælde et træ for. Det topmøde, politikerne udråbte til at være det, der skulle redde verden, er nu blot et spil for galleriet, hvor politikere vil konkurrere med hinanden om, hvem der bedst kan bilde verdenspressen ind, at lige netop de selv gik ind til forhandlingerne med de bedste intentioner.
Men topmødet handler om mere end politikere, der ikke kan blive enige. Det handler om et globalt økonomisk system, der ikke kan ændre sig uden, at nogen tjener penge på det. En verdensorden bygget på evigt voksende forbrug af naturressourcer. Selv nu i 11. time, hvor vores forbrug lader til at føre os alle mod kanten af klima-kaos, presser vores økonomiske og politiske ledere på for at åbne nye markeder, privatisere flere fælles ressourcer og gøre menneskelig arbejdskraft lidt billigere. Alt sammen så vi kan arbejde hårdere for at få råd til flere ting, vi ikke har brug for. Det vestlige samfund er som en firesporet motorvej af overforbrug, der fører lige mod en mur. Og vores magthavere kan ikke se nogen veje uden om dødsspiralen. Selv de mest ambitiøse forslag, COP15 kunne bringe til forhandlingsbordet, handlede om kvotehandel. En markedsbaseret dårlig undskyldning for ‘business as usual’, hvor designet til opretholdelsen af skellet mellem den rige og fattige verden. Selv den aftale, de fejlede at blive enige om, havde kun sikret, at de rige ville blive rigere.
Men på kanten af afgrunden er der ved at opstå noget nyt. Mennesker over hele verden er ved at indse, at vanviddet må standse nu. Overalt opstår der nye bevægelser af bevidste mennesker og globale forbindelser imellem dem. Fra indfødte i Peru til tjæresands-modstandere i Canada og shut-it-down-aktivister i Danmark er vi en forenet global bevægelse. Vi er ikke blot enige om, hvad vi er imod. Vi har også klare alternativer til den bestående verdensorden. En verden, hvor vi sætter mennesker først og planeten først. En verden, hvor jorden tilhører dem, der bor på den. Fordi en verden, hvor beslutningstagerne tænker længere end til næste valg, er den eneste verden, der ansvarligt kan håndtere klimaforandringerne.
Men magthaverne har desværre aldrig kunnet lide forandring. De er bange for os. Bange for de ting, vi siger. Bange for det, vi vil vise, og mest af alt bange, fordi de ved, vi har ret. Med nye love, nye våben og et evigt voksende politi-budget skal der slås hårdt ned på enhver, der vover at vise en anden vej.
Men ligesom væksten i forbruget af vor planets ressourcer ikke kan fortsætte for evigt, kan magthaverne ikke blive ved med at lappe huller i deres synkende skib med en boremaskine. Der kommer en tid efter COP15, hvor de ville ønske, de havde sparet på deres politiressourcer. Vi ved, at vi har ret, og vi får mindre at miste for hver gang, de sætter deres kræfter ind på at ødelægge vores kamp for en retfærdig verden.
COP15 er der, vores bevægelse mødes og kæmper mod den verdensorden, der sætter forbrug i Vesten over overlevelse på vores planet. Måske bliver kampen et nederlag, men modstanden er en sejr i sig selv. For den baner vejen for tiden efter COP15, hvor det bliver vores tur til at ændre verden. Fordi der er for meget på spil til, at vi kan lade være. Kampen fortsætter, og COP15 er kun begyndelsen!
